• Juraprofessor: At skrive »Rest in Power Yahya Sinwar« på RUCs mur er billigelse af terror og dermed strafbart

    Источник: BDK Borsnyt / 14 ноя 2024 11:09:45   America/New_York

    En del af den propalæstinensiske graffiti på Roskilde Universitets mure er ikke alene hærværk. Den er også billigelse af terror. Det vurderer Sten Schaumburg-Müller, der er professor i medieret ved Syddansk Universitet. »De ytringer, jeg har set på murene, kan være strafbare.« På murene blev der blandt andet skrevet: »Rest in Power Yahya Sinwar. Long live the resistance«. Dette udsagn er over stregen, lyder juraprofessorens vurdering. »I sammenhængen vil jeg vurdere, at det er billigelse af terror og strafbart,« siger Sten Schaumburg-Müller. Af straffelovens paragraf 136, stk. 2 fremgår det, at det er strafbart, hvis man offentligt udtrykkeligt billiger terror. Anmeldt til politiet RUC har oplyst, at graffitien blev meldt til politiet 29. oktober. Universitetet har efter eget udsagn specifikt bedt politiet om en vurdering af, om »de fremsatte ytringer og brug af symboler overtræder bestemmelser i straffeloven«. Det er altså ikke blot en anmeldelse af hærværk, men også en politianmeldelse af de skrevne ord. Det oplyste universitetet i forbindelse med, at Berlingske onsdag skrev om, at universitetets direktør, Henrik Zobbe, i et interview i Berlingskes podcast »Pilestræde« ikke afviste, at man må hylde terror på RUC. »Man hylder jo terror mange steder. Det ligger vel i en eller anden form for ytringsfrihed, men jeg er ikke jurist,« sagde Zobbe i podcasten. Den manglende afstandtagen vakte undren og bekymring blandt en række partier på Christiansborg, og Henrik Zobbe måtte onsdag beklage. »Jeg beklager, at jeg ikke har været tydelig nok. Jeg vil gerne præcisere, at det naturligvis på ingen måder er i orden at hylde terror på Roskilde Universitet,« lød det fra RUC-direktøren onsdag. Mange sager er blevet droppet Om grænsen for, hvornår der er tale om billigelse af terror, er overskredet, afhænger af en konkret bedømmelse i det enkelte tilfælde. Men mange tidligere sager om propalæstinensiske ytringer er blevet droppet, forklarer Jørn Vestergaard, der er professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet. »Politiet har modtaget et stort antal anmeldelser, men anklagemyndigheden har vurderet, at der i rigtig mange tilfælde ikke er tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale. Det er udtryk for, at propalæstinensiske udtalelser ikke nødvendigvis rummer en hyldest til eller glorificering af overgrebene på civile,« skriver Vestergaard i en mail til Berlingske. Hvis der skal være tale om terrorbilligelse i strafferetlig forstand, kræver det, at ytringen er offentlig. Et spørgsmål er derfor, om ytringer på RUC anses for offentlige. Sten Schaumburg-Müller anser campus for offentligt. Jørn Vestergaard uddyber: »Lokalerne på et universitet er som udgangspunkt ikke offentligt tilgængelige, men kan godt være det i forbindelse med et offentligt arrangement.« »Ytringer fremsat på universitetets område kan godt være egnet til offentlig udbredelse, for eksempel hvis de henvender sig til en bredere kreds eller er tænkt til videre formidling ud over universitetets rammer,« skriver Jørn Vestergaard. https://www.berlingske.dk/politik/juraprofessor-at-skrive-rest-in-power-yahya-sinwar-paa-rucs-mur-er
Опубликовать